Et navn med en lang historie

Salling er efternavnet på en far og en søn, som lagde grunden til Danmarks mest alsidige detailkoncern.

Det hele begyndte i 1906, da Ferdinand Salling åbnede en manufakturhandel på strøget i Aarhus. Butikken blev siden til Salling Stormagasin, som den dag i dag ligger på strøget.

I 1953 overtog sønnen Herman Salling forretningen, og i 1960 åbnede han et af Danmarks første supermarkeder under navnet føtex i Guldsmedegade i Aarhus. For at få mere kapital til at ekspandere stiftede Herman Salling i 1964 Dansk Supermarked A/S i fællesskab med rederiet A.P. Møller – Mærsk. Og så kom der for alvor gang i åbningen af butikker i hele landet.

I 1970 åbnede den første Bilka i Tilst, og i 1981 åbnede den første Netto på Godthåbsvej i København. I dag har koncernen 1.500 butikker i fire lande.

Herman Salling stiftede Salling Fondene, hvori han lagde sin personlige andel af Dansk Supermarked. Fondene består af de to fonde Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

I 2014 købte fondene en stor del af aktierne i Dansk Supermarked fra Mærsk, og i 2017 blev den sidste andel af selskabet købt tilbage – og virksomheden var igen 100% under Salling navnet.

For at markere det fondsejerskabet og hylde Herman Salling skifter Dansk Supermarked navn til Salling Group 1. juni 2018.

Salling Group beskæftiger over 50.000 mennesker og er meget mere end et supermarked med webshops, kaffebarer, restauranter, måltidskasser og meget mere.

Overskuddet fra Salling Group går til to formål. Det bliver geninvesteret i bedre butikker, mere værdi for kunderne og flere arbejdspladser – og doneret via fondene til gode formål.

Vi ønsker Dansk Supermarked tillykke med det nye navn.