Museer
Med donationer til en række danske museer bidrager Salling Fondene til at skabe de bedst mulige rammer om formidlingen af kunst, kultur og vores fælles historie.

Naturhistorisk Museum i Aarhus – nyt ikonisk Science Museum
Naturhistorisk Museum i Aarhus har i flere år ønsket at flytte til en mere fremtrædende og synlig placering i Aarhus. Visionen er et nyt ikonisk Science Museum på Aarhus Ø i energioptimerede bygninger, der både inde og ude inviterer borgere, virksomheder og turister til aktivitet, leg, læring og events. Ambitionen er at indvi det nye museum i 2026.
Inden museet kan rejse de nødvendige midler til et stort nyt Science Museum, er det dog nødvendigt med en lang række faglige, økonomiske, tekniske og arkitektoniske forundersøgelser. Derfor er en donation fra Salling Fondene øremærket indledende forundersøgelser som led i museets langsigtede strategi om at udvide byens i forvejen markante internationale kulturprofil ved at bygge Aarhus’ fjerde store museum - et nyt Science Museum for natur og naturvidenskab.
Donation: 3 mio. kroner
Ny donation til The Next Level
Med en ny donation på 15 millioner kroner støtter Salling Fondene den yderligere udvikling af udbygningsprojektet af ARoS. Dermed er Salling Fondenes samlede donation til The Next Level nu på 95 millioner kroner.
Donationen på de 15 millioner kroner giver mulighed for at tilføje nye elementer til The Next Level, som vil tage publikumsoplevelsen til nye højder. Den store donation gør det muligt at forbedre den store lysinstallation i The Dome, så den kunstneriske oplevelse bliver endnu mere enestående.

Den Gamle By – underjordisk udstilling
En tidsrejse gennem mere end 1000 års historie samlet i et kronologisk forløb på 800 kvm – sådan kan Den Gamle Bys "Aarhus Fortæller"-udstilling beskrives. Salling Fondene ydede med en donation på mere end 70 millioner kroner et væsentligt bidrag til at realisere det ambitiøse projekt, der åbnede i 2017.
Aarhus Fortæller er historien om Aarhus og samtidig en udstilling, der viser en dansk bys udvikling fra vikingetiden til i dag. Det er en udstilling i sit helt eget underjordiske univers, som i øvrigt er den største enkeltinvestering i kulturhovedstadsåret 2017.
Salling Fondene har flere gange tidligere doneret midler til Den Gamle By. I 2012 bevilgede fondene 4,3 mio. kroner til at hjemtage en fin funkisejendom med tre detailbutikker fra Jelling, der viser et udsnit af dansk detailhandels historie. Huset indgår i dag i museets 1974-kvarter. Foto: Den Gamle By.
Donation: 74,3 mio. kroner
ARoS Aarhus Kunstmuseum – udsigt til ikonisk regnbue
Over ARoS’ tag svæver den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons permanente kunstværk "Your rainbow panorama" – en 150 meter lang og tre meter bred, cirkelformet rundgang udført i glas i alle spektrets farver.
Salling Fondene har med sin donation gjort det muligt for ARoS at realisere ønsket om en "Sunset Lounge" udført i glas samt en stor tagterrasse, der sikrer gæsterne de bedst mulige adgangsforhold til Eliassons monumentale kunstprojekt. Den 308 kvadratmeter store glaslounge er placeret på vestsiden af kunstmuseets store tagterrasse og er samtidigt et nyt oplevelsesrum for kunst og mennesker. Foto: Claes Bech-Poulsen.
Donation: 20,9 mio. kroner

KUNSTEN – Museum of modern art Aalborg
Salling Fondene donerede i 2012 20 millioner kroner til et omfattende projekt til modernisering af KUNSTEN i Aalborg. Pengene gik til at sikre nyt liv til den fredede bygning, der er tegnet af Alvar Aalto. Museet er den finske mesterarkitekts eneste byggeri i Danmark. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Donation: 20 mio. kroner
Kvindemuseet
Et af verdens få kvindemuseer ligger i Aarhus. Her sættes der fokus på kønskultur, ligestilling og seksualitet. Kvindemuseet i Aarhus står over for en større renovering, og donationen fra Salling Fondene på 2,7 mio. kroner skal gå til moderniseringen af museet, herunder mere brugervenlige indgangsområder.
Donation: 2,7 mio. kroner
Herregårdsmuseet Gammel Estrup – nyt liv til historien
Salling Fondene har med en donation støttet indretning af tre renæssancerum på Herregårdsmuseet Gammel Estrup under titlen Herremandens Herregård.
Museet har eksisteret siden 1930 og arbejder både med bevaring og udvikling af Gammel Estrup og med forskning i og formidling af de danske herregårdes historie generelt.
De nyistandsatte rum fortæller historien om herremandens nye position i samfundet i 1600-tallet. Udstillingen blev åbnet af HKH Prins Joachim i 2017 og er del af museets permanente udstilling.
Donation: 100.000 kroner

