Sallingfondene

Salling Fondene bliver eneejer af Dansk Supermarked Group

 

Efter mere end 50 års partnerskab mellem A.P. Møller – Mærsk og Salling Fondene er der i dag indgået aftale om overdragelse af det fulde ejerskab af Dansk Supermarked Group.

Eneejer af Dansk Supermarked Group er fremover Salling Fondene, der består af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Det sker efter, at der er indgået aftale om A.P. Møller – Mærsks overdragelse af 19% af aktierne i Dansk Supermarked Group, Danmarks største detailvirksomhed.

- Jeg vil gerne takke A. P. Møller – Mærsk for at have udøvet et fremragende medejerskab gennem mere end fem årtier og for gennem alle årene at have bakket op om vores ambition om at skabe en dansk detailvirksomhed i verdensklasse, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Ambitionen for Dansk Supermarked Group, der blandt andet omfatter kæderne føtex, Bilka, Netto, Salling og wupti.com, er uændret at skabe fortsat vækst til gavn for ikke mindst kunder og medarbejdere.
Administrerende direktør i Dansk Supermarked Group, Per Bank, siger om transaktionen:

- Dansk Supermarked Group vil fortsat drive en finansielt stærk virksomhed med fokus på at skabe langsigtet værdi. Samtidig giver 100% fondsejerskab os nye muligheder, og vi er bevidste om vores sociale ansvar og de muligheder, vi har for at forbedre hverdagen for vores kunder, samarbejdspartnere og de samfund, vi er en del af, siger Per Bank.

Fondsejerskabet betyder, at Dansk Supermarked Groups overskud fremover alene vil gå til to formål; nemlig til investeringer tilbage i forretningen blandt andet i form af opdaterede og moderniserede butikker, bedre indkøbsoplevelser og kvalitetsvarer til konkurrencedygtige priser samt til donationer via Salling Fondene. Alene siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end 750 mio. kr., herunder til kunst og kultur, sport og andre almennyttige formål i Danmark.

Tilbagekøb afslutter langvarigt samarbejde
Transaktionen sker mellem A.P. Møller – Mærsk og F. Salling Invest A/S og F. Salling Holding A/S, der er 100 % ejet af Salling Fondene. I 2014 gennemførte parterne en overdragelse af 49% af ejerskabet til Salling Selskaberne. Salling Selskaberne fik samtidig option på overtagelse af de resterende 19% af aktierne i Dansk Supermarked Group og har frem til i dag ejet 81 % af virksomheden.
Den endelige overdragelse af ejerskabet markerer afslutningen på et samarbejde, der tog sin begyndelse i 1964, da Dansk Supermarked Groups grundlægger, Herman Salling, indgik partnerskab med A.P. Møller.

- I Mærsk er vi stolte af at have været med på en meget succesfuld rejse gennem mere end fem årtier. Ikke mindst af den grund har det været særligt vigtigt for os at bidrage til en dansk løsning, hvor en af Danmarks største private arbejdsgivere vedbliver med at have hovedkvarter i Aarhus. Udviklingen de seneste tre år har bevist, at det er den rette løsning for Salling Fondene, for Dansk Supermarked Group og for vores aktionærer, siger Søren Skou, administrerende direktør for A.P. Møller – Mærsk.

Parterne oplyser, at købesummen for de 19% er 5,53 mia. kr.
Transaktionen forventes endeligt gennemført inden udgangen af 2017.